onsdag den 13. august 2008

Las Vegas den 13. til 15. juli


Vi landede sidst på eftermiddagen lokal tid. Udmærket tidspunkt. Det gjaldt bare om at holde sig vågen, så vi kunne komme ind i den nye tidszone, som er 9 timer før den danske. Vi måtte dog forlade lufthavnen uden mormors kuffert. Her en måned efter er den stadigvæk ikke dukket op.

Vi skulle overnatte på Wild Wild West. Billedet er taget lige når man træder ind til receptionen på hotellet. Med det navn og indretning var linien ligesom lagt for vores ophold. Et hotel med kasino allerede ved receptionen. På det tidspunkt havde vi fået fortalt regel nr. 1: Ingen børn i umiddelbar nærhed af spilleautomater.

Las Vegas er imponerende. Overraskende nok også i dagslys. Det er fantasifyldt og gedigen byggeri med masser af velholdte, grønne bede omkring. I kasinoerne lærte vi regel nr. 2: Man må gerne gå forbi bordene hvor de spiller, men man må ikke stoppe op og kigge.

Om aftenen er alt overvældende - lydene, lysene, menneskerne, varmen... Fascinerende. Unikt.

Jeg ville have fravalgt Las Vegas. Ville ikke til sådan en "plastikby", men endte op med at synes, at det havde været en af feriens gode oplevelser. Hvis man ikke spiller, tror jeg, at en uges ferie ville føles lang i Las Vegas.

Ingen kommentarer: